5 grunde til at vi elsker romantiske spændingsromaner

Besat Læseglæde Løgneren Nora Roberts romantic suspense romantiske spændingsromaner Vidnet

En seriemorders datter der forsøger at lægge sin fortid bag sig. Et øjenvidne på flugt fra den russiske mafia. Spind af løgne og bedrag, der langsomt åbenbarer sig, da en enke begynder at rydde op i sin afdøde mands liv. Og så selvfølgelig kærlighed. Masser af boblende, hjertevarm kærlighed. Her på redaktionen elsker vi romantiske spændingshistorier. Hvorfor? Det er der fem gode grunde til.

Du får to ting på én gang

Det siger måske sig selv, men romantiske spændingsromaner giver læseren en blanding af spænding og romantik. Og vi er vilde med det! Det er en kombination, der er perfekt, når man ikke er i humør til noget lyserødt men stadig gerne vil læse en spændende bog om mennesker, der får hinanden til sidst.

Det er en genre med plads til alle behov

Fordelingen mellem romantik og spænding varierer fra forfatterskab til forfatterskab, så der er noget for enhver smag. Hos Flamingo er vi selvfølgelig især vilde med den mere romantiske ende af skalaen, hvor vi for eksempel finder vores darling Nora Roberts. Hvis vi skulle placere hende på skalaen, ville vi nok sige, at hendes bøger er fordelt 70/30 – 70% romantik og 30% spænding.

Der er virkelig noget på spil

Romantiske spændingsromaner mener det ikke for sjov. Her handler det ikke kun om jagten på den lykkelige slutning men også om overhovedet at overleve længe nok til at opleve sine dages ende. Vi får lidt krimikrydderi til vores kærlighedsplot, og nogle gange er det bare lige det, vi mangler.

Der er stærke kvinder ved roret

En af de ting, vi elsker allermest ved romantiske spændingsromaner, er det væld af stærke personligheder, vi møder på siderne. Især er vi vilde med de superseje heltinder, som virkelig tager plottet i egen hånd. De stærke heltinder finder vi i allerhøjeste grad i Nora Roberts’ romaner. Både den slags der kan finde ud af at forsvare sig selv med næver og pistol, som Abigail i VIDNET og den slags der med uanede mængder indre styrke skaber et liv for sig selv og sin datter, selvom alting ramler sammen omkring hende, som Shelby i LØGNEREN

Det er den perfekte virkelighedsflugt

Nogle gange har du bare brug for at begrave sig i en god bog. Måske har ugen været lang eller ferien for kort, eller måske er det bare alt for lang tid siden, du rigtig lod sig forsvinde ind i et andet univers. I de situationer er den romantiske spændingsroman vores ven. Vi kan nyde mysteriet og ind i mellem også gyset fra en god krimi eller thriller, fint pakket ind i en varm og god kærlighedshistorie.



Ældre indlæg Nyere indlæg


Skriv en kommentar