Kom i julestemning med Vovestykket

Jul kærlighed Simona Ahrnstedt uddrag Vovestykket

Savner du sne og julestemning i din læsning og en skøn kærlighedshistorie, du kan varme dig på, nu hvor julen står for døren? Med VOVESTYKKET får du netop det, for historien foregår ikke kun i snedækkede landskaber i den allernordligste del af Sverige, de to hovedpersoner lærer nemlig også hinanden at kende juleaften, hvor kærligheden slår gnister. Læs et uddrag af bogen her. 

Tom stillede sin anden øl fra sig på bardisken. Hotelbaren på Scandic Ferrum lå stort set øde hen, hvilket ikke var så underligt. Det var juleaftensdag, det sneede heftigt, og alle normale mennesker var hjemme hos deres familier for at se fjernsyn, spise julemiddag og udveksle julegaver. Han havde tænkt, at det var det her, han havde brug for: at komme væk hjemmefra og drikke en øl på en bar, som om det var en hvilken som helst almindelig dag. Eftersom han havde arbejdet næsten hver eneste jul som voksen, havde han ikke regnet med at det ville føles videre underligt. Bare som en ganske almindelig aften. Nu gad han vide, om der mon overhovedet fandtes noget mere ynkeligt end at sidde alene på en næsten mennesketom bar klokken tre juleaftensdag.
     Nu og da sendte bartenderen ham et spørgende øjekast, men kiggede ellers udtryksløst på fjernsynet, som stod i et hjørne.
     Tom lod blikket glide over lokalet og bordene. Tapeterne havde motiver af forskellige rovdyr, på baren stod en række udstoppede fjeldryper, og over bordene hang lysekroner af rensdyrgevirer.
     Tom lod blikket glide over lokalet og bordene. Tapeterne havde motiver af forskellige rovdyr, på baren stod en række udstoppede fjeldryper, og over bordene hang lysekroner af rensdyrgevirer.
     Tom drak sin øl. Lidt efter lod han blikket vandre tilbage. Hun virkede helt opslugt af sit arbejde, så han kiggede lidt længere på hende. Hun havde et halstørklæde viklet flere gange om halsen, en hue trukket helt ned over håret og en strikket trøje. Nu og da kløede hun sig i panden, skiftede stilling, rynkede på næsen. Der var noget intenst over hele hendes skikkelse. Hurtige bevægelser og et ansigt som hele tiden skiftede udtryk. Indimellem mumlede hun og rystede på hovedet, som om hun var midt i en hidsig diskussion med nogen, skønt hun sad alene ved bordet. Så kastede hun sig over tastaturet igen. Nu havde han smugkigget på hende i tre kvarter, og hun havde ikke set op en eneste gang.
     „Har hun spist?“ spurgte Tom bartenderen.
     „Hva’?“
     Tom nikkede i retning af kvinden. „Hvornår har hun sidst fået noget at spise?“
     „Ingen anelse,“ svarede bartenderen og vendte sig bort.
     Ved halvfemtiden holdt kvinden op med at skrive og begyndte at
pille ved sin telefon i stedet. Tom bestilte en øl mere, debatterede med sig selv.
     „Hvordan går det?“ råbte han til sidst.
     Kvinden kiggede over imod ham, så sig forvirret om, som om hun først nu havde bemærket, hvor hun var. „Er det mig, du taler til?“ råbte hun tilbage.
     „Der er ikke andre end os to her. Sidder du og arbejder?“
     Hun kiggede på sin computer og dernæst på ham. „Hvorfor spørger du?“
     Godt spørgsmål. Tom hævede sit ølglas imod hende. „God jul.“
     Hun tog sin kaffekop, løftede den halvt og sagde i et ironisk tonefald: „God jul.“ Så stillede hun kaffen fra sig uden at drikke og sendte ham et undskyldende øjekast. „Ikke mere kaffe,“ råbte hun til forklaring.
     Tom åbnede munden, men det var begyndt at føles fjollet at sidde der og råbe. Han rejste sig fra barstolen og slentrede over til hende. Hun fulgte hans færd over gulvet med sammenknebne øjne. Hun trak i trøjeærmerne og bed sig vagtsomt i læben.
     „Forstyrrer jeg?“ spurgte Tom og slog ud med armen mod computeren og alle de andre ting, hun havde liggende spredt omkring sig.
     Hun trak på skuldrene.
     Han lod, som om han ikke bemærkede hendes afvisende attitude. „Er du journalist?“
     „Jep.“
     „Hvad skriver du?“
     „Jeg arbejder på en artikel om Kiruna-mænds sexistiske T-shirts,“ svarede hun uden at blinke.
     Javel så. Han sendte hende et skævt smil. „I tre dele?“
      „Mindst.“ Men hun så ud til at slappe lidt af. Det anspændte drag om munden mildnedes, og skuldrene sænkedes.
     „Den trøje var… speciel. Jeg forstår godt, at du reagerede. Men det var ikke min,“ sagde han.
     Hun sendte ham et skeptisk blik. „Det var ikke min – på samme måde, som jeg har ikke haft sex med den kvinde?“
     „Det var ikke min – på den måde, at den tilhørte en anden, og nu
er den blevet smidt ud,“ sagde han bestemt. Han havde selv syntes, at den var for klam, da han opdagede, hvad der stod på den. Han hævede hånden, som om han svor en ed. „Den rene, skære sandhed. Bor du her på hotellet?“
     „Ja, jeg bor her,“ sagde hun og strakte sig. Toms blik strejfede hastigt ned til brysterne under den vamsede trøje.
     „Første besøg i Kiruna?“ spurgte han.
     Kort tavshed, inden hun svarede: „Nej. Bor du også her? På hotellet, mener jeg?“
     „Nej. Jeg venter bare på, at julen skal blive overstået. Men der er nogle timer tilbage endnu.“
     Hun nikkede og lavede en strækøvelse med nakken.
     „Stiv?“
     „Meget. Tiden løb fuldstændig fra mig. I guder, hvor har jeg siddet her længe. Men nu er den sendt.“
     De udvekslede blikke. Han burde måske gå tilbage til baren. De
kendte jo ikke hinanden – han var ikke engang sikker på, at de ville bryde sig om hinanden. Men det var skønt at snakke med nogen.
     „Jeg bad køkkenet lave lidt mad til mig,“ sagde han til sidst, da tavsheden begyndte at blive pinlig. „Vil du også have? De havde vist julemad.“
     Hun lænede sig tilbage i stolen, hævede brynene og så forskende på ham. Hun havde kønne øjne, en lille smule skæve, meget alvorlige, og med et skarpt blik, som om hun vidste et og andet om det meste her i verden. De var grønne og fik hende til at ligne en snu baggårdskat.
     „Havde du tænkt dig, at vi skulle sidde sammen?“ spurgte hun, som om det var en fremmed skik, og hun bare lige ville tjekke, at hun havde forstået den rigtigt. Men så viftede hun mod stolen over for sig. „Fint. Jeg hedder Ambra.“
     „Tom,“ sagde han og satte sig. „Nå, hvordan går det så? Med T-shirtreportagen?“
     Hun havde klappet computeren sammen, da han slog sig ned. En kvinde, som var vant til at være forsigtig med sine oplysninger.
     „Supergodt,“ svarede hun, samtidig med at bartenderen sukkende dukkede op.
     „Jeg tager det samme som ham – julemad og en øl,“ sagde Ambra og tog huen af. Hun kørte fingrene gennem håret. Mørkebrune, blanke krøller. Da hun rettede på dem, kom et pust af en eller anden shampoo eller spray bølgende imod ham. Hun lugtede godt.
     „Hvor arbejder du? På en avis? Eller er du freelancer?“
     Hun så længe på ham, som om hun overvejede, om hun turde røbe det.
     „Aftonbladet,“ svarede hun til sidst.
     „Vinter til efternavn, eller hvad?“ Han havde læst noget af hende, det var han næsten sikker på nu, hvor han hørte navnet.
     „Ja.“ Nu lød hun mindre imødekommende, mere som den arrogante storbypige, han havde taget hende for. „Og hvad med dig? Har du noget efternavn?“
     „Lexington,“ svarede han, samtidig med at bartenderen vendte tilbage og begyndte at lægge servietter og bestik på bordet. „Så du er heroppe julen over?“ fortsatte han.
     „Det kan man godt sige. Hvad med dig? Bor du heroppe, eller?“
     „For øjeblikket.“
     Bartenderen kom tilbage med maden. To gavmilde tallerkener med sild, kartofler, gravad og koldrøget laks, tyndt knækbrød og smør.
     „Skal I have snaps til, eller?“ spurgte han med om muligt endnu mindre entusiasme end før. Tom sendte Ambra et spørgende blik.
     „En lille en?“ sagde hun og kiggede sultent på maden. „Jeg vil fejre, at jeg blev færdig.“
     Tom nikkede. Det var så afgjort en af den slags aftener.
     De fik duggede glas med brændevin, bleggul norrlandsakvavit. Ambra nippede til sin, forsigtigt først, men hældte så resolut resten i sig. Tom gjorde det samme og bestilte derpå to til.
     En af den slags aftener, som sagt.
     De begyndte at spise sig igennem maden. Ambra måtte have været helt udhungret, for hun slugte alt, hvad der blev sat på bordet. Først efter en tredje snaps, charcuteri, en gang Janssons fristelse og endnu en øl lagde hun bestikket fra sig og holdt en lille pause. Hun tog en skive mere af det røgede renkød, som var kommet ind på den tredje tallerken. Hun havde fået farve i kinderne, og da hun viklede tørklædet af, smugkiggede han automatisk. Hun havde små bryster, men han kunne lide alle størrelser bryster – var en yderst pragmatisk mand på det punkt – og hendes så smukke ud under den strikkede trøje, det havde han allerede konstateret.
     „Hvordan kan det egentlig være, at du sidder og arbejder juleaften?“ spurgte han og rev blikket løs fra hendes krop. Han var normalt ikke rigtig typen, der gloede sådan. Ambra nippede til snapsen og stillede glasset fra sig. Bartenderen havde for længst efterladt akvavitflasken på bordet, og Tom havde skænket op til dem både en og to gange. Ambra lod pegefingeren glide langs glassets rand, og han fulgte bevægelsen med blikket. Hun havde smukke fingre. Smukke bryster, smukke øjne.
Han var så afgjort ved at blive beruset.
     „Jeg skrev et interview rent,“ svarede hun.
     „Juleaften?“
     Hun trak undskyldende på skuldrene. „Jeg er dårlig til at holde fri.“
     „Arbejdsnarkoman?“ spurgte han.
     Hun rynkede brynene, så ud til at vende og dreje spørgsmålet.
     „Næh, jeg har bare ingen fritidsinteresser og intet liv,“ svarede hun og fnisede en smule. Det var nok ikke kun ham, der var beruset. Men når hun ikke var afvisende og reserveret, var hun faktisk ret sød.
     „Har du ingen familie heller?“ sagde han. Hun havde ikke nogen ring på, men det behøvede jo ikke at betyde noget. De havde småsnakket, mens de spiste. Lidt om vejret (koldt), om hotellet (trækplaget ifølge hende, normal Kiruna-standard ifølge ham) og om maden (som begge var særdeles tilfredse med). Hun havde ikke fortalt noget personligt overhovedet.Men det havde han jo heller ikke. Han var paranoid af natur. Sådan en som ham blev ofte tvunget til at vælge mellem to ting, tænkte han og betragtede hende over randen af ølglasset: at være paranoid eller være godt og grundigt død. Nu havde han tabt tråden.
     „Jeg har en søster, men hun er ude at rejse, og vi fejrer alligevel aldrig jul sammen. Hvad med dig? Hvad laver du her helt alene?“ Hun rakte ud efter en brunkage, lagde en skive blåskimmelost på den og proppede begge dele i munden.
     „Jeg har ikke fejret jul sammen med min familie, siden jeg var teenager,“ svarede han og drejede på snapseglasset. Han burde have ringet til sin mor, indså han nu. Og til sine søstre. Hans tanker strejfede Ellinor. Hun sad velsagtens lige nu og smilede strålende til Nilas, mens hun pakkede julegaver op eller kiggede ind i en åben pejs.
     Hun tyggede af munden og rakte ud efter mere. „Bor de her?“
     Min familie? Nej.“
     „En kæreste?“
     Tom tøvede, men rystede så på hovedet. „Hvad med dig?“
     „Nej, jeg er også single.“
     Luften blev ladet. Hun snoede en hårlok mellem fingrene. Han havde altid godt kunnet lide kvindehænder – hendes var slanke og lyse, og han greb pludselig sig selv i at fantasere om, hvad hun kunne gøre med dem.
     „Men er du herfra? Du har ikke nogen dialekt,“ spurgte hun, og han forsøgte at stramme sig an.
     „Slet ikke. Men jeg aftjente faktisk værnepligt her, for sådan cirka hundrede år siden. I Jægerkorpset.“
     „Jægersoldat?“ Tom så, hvordan hun skævede til hans arme, og måtte lægge bånd på sig selv for ikke at begynde at spænde sine biceps. Han havde tabt en del muskelmasse, men var stadig i rimelig god form, og hun så ikke ud til at have noget imod det. Hans blik blev hængende i de grønne øjne. Hun var ikke ret sød – hun var vældig sød, besluttede han.
     „Hvornår?“ spurgte hun og blinkede langsomt. Øjenvipperne kastede lange skygger over hendes kinder.
     „Syvoghalvfems til otteoghalvfems. Og siden har jeg været her et par gange mere. Jeg gik på Officersskolen og var i praktik heroppe.“
     „Ser man det. Officer. Er du så stadig ved militæret, Tom Lexington?“ Hendes stemme var dæmpet og kælen.
     „Nej,“ sagde han.
     „Hvad arbejder du så med?“ spurgte hun. Katteøjnene studerede ham. Hendes læber var blanke af det øl, hun netop havde drukket.
     Tom tænkte på de ensomme aftener, angstanfaldene og de dystre fremtidsudsigter. Dette her var problemet med at indlade sig med folk og grunden til, at han havde undgået andre mennesker, siden han kom hertil. Årsagen til at sådan nogle som ham helst kun omgikkes andre af deres slags. Hvor meget skulle han fortælle? Kvinden var trods alt reporter på en af Nordens største aviser. Men det var længe siden, han havde beskæftiget sig med hemmeligstemplede sager, og det var jo ikke nogen statshemmelighed, hvad han var for en, hvad han havde gjort.
     Eller i hvert fald ikke det hele.
      „Jeg er mellem jobs lige i øjeblikket,“ svarede han vagt og holdt spørgende snapseflasken i vejret. Den var næsten tom. Ambra rakte sit glas frem. Tom delte den sidste sjat imellem dem.
      „Hvordan har du det med dit arbejde? Er det sjovt?“
      Hun lænede sig tilbage og så skarpt på ham, som om hun vidste nøjagtig, hvad det var, han havde gang i: afledning. Hun nippede til det sidste af snapsen, og det slog ham pludselig, hvad det var, han havde genkendt ved hende – hvad det var, som havde gemt sig helt omme i baghovedet på ham. Det her var ikke nogen almindelig middelklassepige. Slet ikke. For han havde før set folk, som så sådan der ud, men havde bare ikke koblet de to ting sammen. Men nu så han det. Han havde mødt masser af gadebørn – i Asien, i Mellemøsten, senest i Tchad. Der havde han til og med kidnappet et gadebarn, en lille dreng, for at skaffe oplysninger. Det var børn, som ikke stolede på nogen, som var vant til at måtte kæmpe for at overleve hvert eneste vågne sekund, både psykisk og fysisk. At aflæse omgivelserne hele tiden. Og Ambras øjne havde nøjagtig samme udtryk som disse børns.
      „At arbejde på Aftonbladet er det bedste, jeg ved.“
      „Hvorfor det?“
      „Intet slår at være til stede, når der skrives historie. At finde frem til den perfekte blanding af nyheder og underholdning. Jeg har aldrig villet arbejde noget andet sted, heller ikke med tv eller blade.“
     „Aldrig nogensinde?“
     „Niks“
     Tom kunne ikke lade være med at smile ad, hvor passioneret hun lød. Og han kunne genkende følelsen hos sig selv – han plejede at have det ligesådan, når han var på opgave.
     Han var beruset, men følte sig skønt afkoblet, uden den mindste angst. Her sad de, ligesom afskåret fra resten af verden, mens sneen faldt udenfor, og et eller andet sted fejrede Ellinor jul med Nilas, og han var mere ligeglad, end han havde været længe. Hvis han fokuserede på Ambra og lod være med at tænke på alt det andet, så var det næsten til at holde ud. Spiritussen bidrog selvsagt også. Han lod blikket glide over hende igen. Det hjalp også. At kigge på hende.
      Hendes blik fortalte ham, at hun godt lagde mærke til, hvordan han kiggede på hendes bryster. Han kunne ikke huske, hvad det var, de talte om.
      Hendes telefon ringede.
      „Jeg er nødt til at tage den her – undskyld mig. Det er min chef.“
      Tom så på sit ur. Den var otte. Juleaften.
      „Bliv du bare siddende, så går jeg,“ sagde han, rejste sig og slog et sving ud på toilettet. Da han kom tilbage, havde Ambra lagt på og sad og drak sin øl direkte af flasken. Hun lignede en verdensreporter, som hun sad der, på en gang nonchalant og årvågen, som om hun når som helst kunne springe op fra stolen, vifte med sit pressekort og begynde at sætte korrupte politikere og stivsindede magthavere til vægs.
     Hvad ville din chef?“ spurgte han.
     „Hun ville bare lige stemme noget af. Og høre, hvordan det gik.“
     „Og hvordan går det så?“
     Hun drak lidt mere. „Jeg hader julen,“ sagde hun let.
     Jo, så meget havde han regnet ud. „Hvad har julen gjort dig?“
     „Det er ikke julen som sådan. Jeg hader alt, hvad der har med familiehøjtider at gøre. Jul, helligdage, ferier.“
     Hun fik en rynke over næseroden, når hun talte. Da Tom lænede sig frem for at høre bedre, så han, at hun havde lange, tætte øjenvipper og en smuk mund. Den så yderst kysbar ud. Selv når hun kværnede bistert løs med sine spørgsmål eller påstande, så hendes mund blød ud. Han vidste, at han var beruset – bordet var fyldt med flasker, og af og til hørte han sig selv snuble over et ord – men han var ikke fuld og ynkelig, bare behageligt mæt og dejlig snalret. Livet stank jo faktisk ikke lige nu. „Jeg har aldrig før truffet nogen, som hadede ferier,“ sagde han, men indså i det samme, at også det var noget, han kunne genkende. Også han holdt mere af at arbejde end at have fri.
     „Hele min tilværelse og identitet er koblet til arbejdet.“ Hun satte flasken for munden, og han studerede, hvordan hendes læber lukkede sig om glasranden.
     „Jeg sagde jo, at jeg ikke har noget liv,“ mindede hun ham om og tørrede sig om munden med håndryggen.
     „Bortset fra en søster?“
     „Hun er min plejesøster. Vi mødte først hinanden som teenagere. Og hvad med dig? Hvorfor er du alene juleaften?“
     Han trak på skuldrene. „Sådan gik det bare. Du ved.“

____________________________________________________________________________________

>> Læs også de første kapitler af VOVESTYKKET her



Ældre indlæg Nyere indlæg


  • Lotte on

    2 skæbner mødes begge har været udsat for ting i deres fortid som skaber de personligheder som vi læser om.
    De 2 skal mange ting igennem inden de ender som par på godt og ondt.
    Virkelig en bog jeg ikke kunne ligge fra mig da jeg først kom i gang.
    Velskrevet gennemtænkt kan anbefales


Skriv en kommentar