Lav din egen læseklub!

Flamingo Læseglæde Læseklub

Hvis der er en ting, der er mindst lige så skøn som at læse bøger, så er det at snakke om dem med andre: at dele glæden over, at de elskende fik hinanden til sidst, grine over en fjollet karakter eller diskutere, hvordan bogen forholder sig til alvorlige eller genkendelige emner.

En læseklub er lige præcis dét, der kan forene disse bogglæder, men det kan vær svært at komme i gang.

Her kommer derfor fem råd til, hvordan du kan lave din engen læseklub.

1. Find medlemmer, hvor du kan

Et godt sted at starte er din vennekreds. Måske har du allerede nogle venner, der også elsker at læse eller måske har dine venner andre venner, der kunne være interesseret i at være del af en læseklub? Selv hvis du føler, at dine venner ikke er helt så besat af bøger, som du selv er, så spørg alligevel – det kunne jo være, de overraskede dig!

Du kan også spørge om du må hænge et opslag op hos din yndlingscafe, eller du kan spørge din bibliotekar om hjælp. Mange biblioteker har både allerede eksisterende læseklubber, men de tilbyder også ofte, at hjælpe brugere med at oprette nye.

Et anderledes alternativ kunne også være at oprette en digital læseklub med en profil på Instagram, som folk kan følge og diskutere igennem. Du kan også lave et hashtag (#yndlingsbog), så andre fans af din yndlingsbog, kan dele deres synspunkt. Man ved aldrig, hvor man kan finde en ny læseven!

2. Forventningsafstem og lav faste spilleregler

Der er mange måder at lave en læseklub på, og det er vigtigt, at I sammen finder en måde, I alle har lyst til at være med på. Måske I vil lave en læseklub baseret på en fælles yndlingsgenre som fx Romance eller New Adult romaner? Eller måske passer det jer bedre bare at medbringe jeres egne yndlingsbøger på skift?

Det er også tit forskelligt, hvad folk forventer af selve læseklubsmøderne. Aftal derfor på forhånd om I skal forberede noget før møderne eller om I mest er til lidt intuitiv hyggesnak om bøgerne over en kop te eller kaffe.

Lige meget hvad I planlægger, så husk at det skal være for at fremme jeres læselyst og glæde ved læseklubben.

3. Aftal hvor og hvor ofte I vil mødes

Selvom man i en læseklub elsker at læse bøger, er det ikke alle, der har lige meget tid til det. Sørg derfor for at lave aftaler om, hvor ofte I mødes, der passer til alles behov. For nogle læseklubber betyder det, at de mødes hver anden uge, andre en gang om måneden.

Det er også en god ide at planlægge, hvornår I mødes i god tid, så I altid kan se frem til næste møde og ikke pludselig glemmer læseklubben midt i alt andet.

Overvej også hvor I vil mødes – hjemme hos en af jer eller måske på en café? I kan også veksle lidt mellem det undervejs for at gøre oplevelsen lidt forskellig.

4. Vælg de gode bøger, der skaber gode diskussioner

Når I skal til at vælge, hvilke bøger I vil læse i læseklubben er det vigtigt, at I får valgt nogle bøger, der er gode at snakke om, så I kan få en god diskussion i læseklubben.

Her er en liste over nogle skønne Flamingo-titler, der kunne være gode at starte læseklubben op med:

  • Før du forsvinder af Clare Swatman er en gribende fortælling om en kvinde, der en dag pludselig mister sin mand, men får chancen for at starte forfra, så hun kan ændre sin fortid og redde hendes mand og den fremtid de kunne have sammen.
  • Vovestykket af Simona Arhnted er en romantisk og stærk fortælling om at konfrontere en fortid, man helst vil glemme og om at give hinanden og kærligheden en chance.
  • Hot Mess af Lucy Vine er en herlig roman, der gennem Ellie Knights eventyr i Tinder-generationens dating-univers skriver sig ind opgøret med det perfekte liv og fejringen af at have modet til at leve lives, som man vil og omfavne det uperfekte.
  • Chanceløs af Kristen Callihan er en skøn fortælling om et venskab, der udvikler sig til en forelskelse, og om at turde give kærligheden en chance, selvom venskabet står på spil.

 5. Bliv ved med at dele bogglæden!

Når I først er kommet godt i gang med læseklubben, kan I overveje om I måske skal udvide læseklubben lidt, så I også får delt andre bogglæder med hinanden. Måske er der et interview inde i byen med en af jeres yndlingsforfattere, som I kan tage ind at høre sammen eller I kunne lave en hyggelig udflugt til Bogforum?

Bogglæder i alle former er altid rare at dele med andre, og vi håber, vores lille læseklubguide har inspireret jer til at dele dem med flere!

 



Ældre indlæg


Skriv en kommentar