"Det er længe siden jeg har grædt af så mange forskellige grunde på en og samme tid." - Anmeldelse: "En perfekt datter" af Amanda Prowse

Amanda Prowse Bestseller En perfekt datter Ferielæsning kærlighed Smukke bøger Sommerlæsning

 

Af Sanne Breth Klausen:

 

Hvor skal jeg dog begynde? Jeg er så fuld af følelser her, efter at have læst bogen færdig. Jeg bliver ofte rørt når jeg læser bøger, men det er længe siden jeg har grædt af så mange forskellige grunde på en og samme tid.

Som læser bliver man ført igennem kapitel efter kapitel som skifter imellem nutiden og et kig 19 år tilbage - på barndommen, ungdommen og det første møde med den store kærlighed. Mødet med betydningsfulde valg, uoverskuelige konsekvenser, hjertesorger og –glæder.

Først midt i bogen tager handlingen rigtig fat, og man skiftevis forfærdes, overraskes, glædes og alt sammen med en lun form for humor, hvilket altid giver mig en ekstra dimension i min læsning og gør det nemt for mig at ”connecte” med personerne.
Uanset om man er forælder eller ej, og om man engang har været forelsket, eller om man er midt i en stormende forelskelse lige nu, så skriver Amanda Prowse så vedkommende, at man ikke kan lade være med at føle med hovedpersonerne.
Det formår hun med situationer med personlig sorg, længsel efter mere og noget der var engang, både spirende men også fastgroede drømme og håb for fremtiden, kærlighed på flere planer, nostalgi og minder, samt resignering og det at tro at noget er bestemt for én, her i livet.

Den handler også om den klippefaste overbevisning man kan have om HVAD lykke er, og det at mærke lykkens favntag, selvom man troede at det aldrig ville ske.

Bogens titel kunne ikke være mere passende, og det er i mere end én forstand - du vil sikkert forstå hvad jeg mener, når du har vendt bogens sidste side, og med tårevædede øjne, pludselig forstår.

Ja, jeg taler med store ord her, og det er helt bevidst – det har Amanda vakt i mig.

Min personlige oplevelse og morale-høst fra denne læseoplevelse er en varme, rettet imod de mennesker jeg har i mit liv, samt de valg jeg selv har gjort her i livet; på godt og ondt, og en dyb taknemmelighed blandet med vigtigheden af humor.

Der ER virkelig ikke noget som humor – og hvor er det dog vigtigt i ethvert liv.


___________

Få en gratis smagsprøve på En perfekt datter her

Læs mere om En perfekt datter



Ældre indlæg Nyere indlæg


Skriv en kommentar