Gæsteanmeldelse: Pia Bechmann anmelder "Hvide løgne" af M. Leighton

2016 anmeldelser bloggere erotik Gæsteanmelder kærlighed M. Leighton Romance

Romantik og mørke hemmeligheder spicet op med et strejf af frækhed gør ’Hvide løgne’ til en virkelig skøn og fantastisk start på Pretty-serien

 

Smukke og uskyldige Sloane Locke er kunststuderende - og lige fyldt 21 år. Hun bor i Atlanta sammen med sin far og tre ældre brødre. Locke-mændene er stædige, bryske og muskuløse politimænd. De er ekstremt overbeskyttende og behandler Sloane som var hun stadig en lille pige. Nu da hun er fyldt 21 er hun fast besluttet på at få sin selvstændighed tilbage, blomstre som kvinde og leve livet som hun har lyst til. Symbolet på hendes nyvundne frihed skal være en ganske særlig sommerfugletatovering. I butikken The Ink Stain møder hun den erfarne og toplækre tatovør Hemi, som fuldstændig slår benene væk under Sloane. Hun ved instinktiv at hun vil have ham på alle måder, og hun ved at han ved det, men vil det nogensinde blive gengældt? 

’Hvide løgne’ er dybt forførende, men alligevel meget mere end en erotisk roman. Erotikken er til stede men er langt fra den bærende del af historien, hvilket er et stort plus. Det medvirker kun til at troværdigheden omkring uerfarne Sloane forbliver intakt, og historien bliver faktisk også mere interessant.

Romanen er frem for alt fyldt med begær af den sanselige slags, som sætter højspænding på forelskelsens beruselse og selve erobringen. Man kan ikke undgå at få flaksende sommerfugle i maven mere end én gang under læsningen. ’Hvide løgne’ er desuden godt krydret med jalousi og mørke hemmeligheder, som liver op på historien og gør den spændende. Alt i alt en super positiv læseoplevelse!

Anmeldt for Flamingo af Pia Bechmann



Ældre indlæg Nyere indlæg


Skriv en kommentar