En fantastisk anmeldelse af Åndeløs

Nu har Brittainy C. Cherrys Åndeløs været ude i snart tre uger og vi er så glade for, hvor godt I har taget imod den. Nedenfor er bare en af de mange positive anmeldelser, Åndeløs har fået. Tak til Katrine bookworld!


Anmeldelse Åndeløs af Katrine bookworld

Åndeløs af Brittainy C. Cherry

”Da Steven døde, og vi flyttede ind hos mor, var der hvide fuglefjer over hele forhaven. Da Emma spurgte til dem, sagde mor, at det var små tegn fra englene, der fortalte os, at de altid var lige i nærheden og passede på os. Emma havde elsket den tanke, og hver gang hun fandt en fjer, så hun op i himlen og smilede og hviskede: Jeg elsker også dig, far. Derefter ville hun tage et billede af sig selv med fjeren og lægge det ned i sin samling af Far og mig-billeder.”

 

Elizabeth flytter sammen med hendes datter, Emma, efter et år hjem igen. Elizabeths mand døde i en bilulykke, og hun flygtede hjem til hendes mor. Her møder hun ”byens røvhul” Tristian, som hun føler at hun kender, men som ikke vil lære hende at kende. Han er nemlig ubehøvlet og skræmmende – alle i byen siger, at han er farlig og at de skal holde sig væk fra ham. Men det er lidt svært, når Tristian og Elizabeth er naboer. Elizabeth føler, at han skjuler noget, og gør alt hvad hun kan for at lære ham at kende. Hun finder ud af, at han også har mistet ligesom hun har. Han har mistet sin kone og sin 8 årige søn. Tristian begynder at slå græs hjemme ved Elizabeth, og de finder ud af, at de kan hjælpe hinanden med at komme videre. De savner begge to deres ægtefæller, og beslutter sig for at bruge hinanden til at mindes dem. Men det er ikke helt let for dem, og byen kan heller ikke helt acceptere det.

 

De forskellige personer i bogen, har så meget personlighed, at man ikke kan andet end at forelske sig i dem alle. Elizabeths lille Emma er den sødeste og mest betænksomme pige, selvom hun kun er 5 år. Hun har så meget kærlighed og personlighed, så man skulle tro, at hun var meget ældre. Elizabeths veninde, Faye, er ligesom en rigtig veninde – en som tænker på dine behov før hende egne og som altid kan sørge for et godt grin. Hun ved når noget er galt, og gør alt hvad hun kan for at ”fikse” det. Tristian er en utrolig sårbar mand, som har mistet sit hjerte og sin sjæl. Selvom hans søn er død, så stopper han ikke med at opføre sig som en far. Han hjælper mr. Henson, selvom alle andre mener, at han er en særling. Han er også som en far for Emma, selvom han ikke vil indrømme det – bare sådan uden videre tager han sig af hende, selvom han ikke kender Elizabeth og Emma særligt godt. Elizabeth gør alt hvad hun kan for hendes datter. Emma er hendes et og alt, efter Stevens død. Hun er den eneste i byen, udover mr. Henson, som ser det gode i Tristian. Selvom han gør alt hvad han kan, for at skubbe hende væk, så giver hun ikke op. Hun kan ”se” ham, som hun selv siger, og hun kan mærke, at han er lige så ødelagt som hun er. 

 

Åndeløs er en virkelig smuk, sjov og rørende bog. Jeg havde næsten hele tiden en tåre i øjnene og en klump i halsen. Jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig igen, fordi den bare var så god. Man kunne virkelig mærke deres smerte og sorg, mens man læste og det fangede bare rigtig meget. Men det var ikke kun sorgen som fangede, det gjorde humoren også. Ligeså rørende bogen er, ligeså sjov er den også – den har virkelig nogle øjeblikke, hvor du enten græder eller griner. Bagsideteksten siger: Det er en roman om at turde tro på fremtiden og om at finde kærligheden på ny. Og det er det virkelig – men den handler også om tilgivelse og om at man ikke skal give op.

Bogen er tilsendt af forlaget Flamingo, men dette påvirker ikke min mening om bogen.



Ældre indlæg Nyere indlæg


Skriv en kommentar