"Stjernelækker romantik og masser af drama i kærlighedens tegn." - Anmeldelse: "Løftet" af Simona Ahrnstedt

Stjernelækker romantik og masser af drama i kærlighedens tegn. Ryd weekenden piger, for når I først er kommet i gang med ’Løftet’ vil I ikke ønske at stoppe før sidste side er vendt! 



Af Pia Bechman

 

’Løftet’ er helt uimodståelig! Jeg var topunderholdt fra første til sidste side. Det er en selvstændig toer i Simona Ahrnstedts romantrilogi og har den perfekte blanding af hot romatik, familiedrama og glimt af svensk historie med landets smukke slotte og Stockholms idylliske gader og pragtfulde skærgård. Det giver en ekstra dybde til romanen, hvor forfatteren heller ikke er bleg for at tage problematikker op om krig og ulighed i Den tredje verden og hvordan det påvirker samfundet på vores breddegrader. Det er noget af det jeg beundrer ved Simona Ahrnstedt: at hun altid giver læseren noget ekstra gods med i læseoplevelsen om det så er indsigt i finansverdenen eller samfundets modtagelse af personer af anden etnisk herkomst.

Isobel Sørensen er en af Sveriges dygtigste læger, som med imponerende engagement og integritet tilsidesætter alt for arbejdet som feltlæge i nogle af verdens farligste katastrofeområder. Udadtil er hun en person som stråler af selvtillid og kontrol, og hendes skønhed og ypperlige kurver drejer hovedet af led på de fleste mænd. Alligevel har hun ingen mand i sit liv. Den første og sidste gang hun lagde al sin tillid og inderste hemmeligheder i hænderne på en mand endte hun med at blive frygteligt såret og ydmyget. Et kompliceret forhold til moren har heller ikke gjort tingene lettere for Isobel og indadtil er hun en sammensat person som er usikker på sig selv og bange for at miste kontrollen over sit liv. 

Mødet med Alexander de la Grip bliver et vendepunkt i Isobels liv. Alexander er præcis den type Isobel går langt uden om og tager afstand fra. Sladderpressen er altid god for en ny sladderhistorie om hans seneste sexerobring og vilde ødsle fester. For Isobel symboliserer Alexander overfladiskhed og overlegen overklasse.  Men ligesom Isobel har Alexander dårlige oplevelser fra sin opvækst, som han ikke kan dele med andre. Faktisk er han holdt op med at tro, at kærlighed er noget for ham. Gnidningsløs sex og uforpligtende forhold er det han har vænnet sig til for at holde følelserne på afstand. Mødet mellem Isobel   og Alexander rykker grænserne for hvad de troede muligt, men tør de stole på hinanden og give sig selv lov til at føle ægte kærlighed? 

En anden ting jeg rigtig godt kan lide ved Simona Ahrnstedts skrivestil er at vi sideløbende med hovedpersonernes historie, følger et andet kærlighedsdrama, som denne gang involverer Alexanders ældre bror Peter og hans uventede møde med kærligheden. Forfatteren har et veludviklet og mange facetteret persongalleri, og sidehistorien tilfører lige et ekstra twist til romanen og så er det jo ganske fornøjeligt at få et gensyn med personerne fra ’Arvingen’. 

Simona Ahrnstedt er ekspert i de vildeste cliffhangers, så kære læser forbered dig på en ulidelig ventetid på tredje del af serien!

Simona Ahrnstedt


_______________________

Få en gratis smagsprøve på Løftet af Simona Ahrnstedt her.

Læs mere om Løftet her.

Andre bøger af Simona Arhnstedt:






Ældre indlæg Nyere indlæg


Skriv en kommentar